HF opgaver
Historieopgaven 1. HF
Historieopgaven på HF ligger typisk i forårssemesteret i 1.hf. Opgaven har til formål at træne eleven i historiefagets arbejdsform og skabe fordybelse i en historisk problemstilling, men samtidigt træner evnen til at arbejde med kildekritik og opbygningen af en opgavebesvarelse med korrekt brug af kildehenvisninger, litteraturliste og noter. Eksempler på emner er “Den kolde krig” eller “Korstogene i middelalderen”.
Det er en opgave, som læreren stiller en opgaveformulering til, og læreren vil typisk også levere et kildemateriale, som skal bruges til opgaven. Opgaven skal have et omfang på 5-8 sider. På nogle skoler skrives historieopgaven som en tværfaglig opgave, hvor der fx kan samarbejdes med danskfaget om litterære perioder og krav til opgaveskrivning.
SSO -Større skriftlige opgave 2. HF
Den større skriftlige opgave (SSO) på HF er et stort skriftligt projekt, som skrives i forårssemesteret i 2.hf. Projektet skal have et omfang på 10-15 normalsider af 2400 enheder. Opgaven skal skrives inden for 7 døgn.
I SSO skrives i et eller to fag. Eleven kan vælge fra alle de fag, de har haft eller har, dog skal ét fag i opgaven være på mindst B-niveau. SSO er en meget selvstændig opgave.
Sammen med vejlederne skal eleven vælge et emne, hvorefter vejlederne laver en opgaveformulering. Eleven skal søge relevant litteratur om emnet, sætte sig ind i ny viden, evt. udføre undersøgelser og formidle det hele i selve studieretningsopgaven.
EP - Eksamensprojekt Hf-enkeltfag
Hvis eleven læser HF som enkeltfag, skal der på sidste semester laves et tværfagligt eksamensprojekt. Projektet går ud på at undersøge et emne ved hjælp af to fag. Eleven vælger selv emne og fag. Der skal laves en problemformulering, som udpeger de problemstillinger og spørgsmål, eleven vil undersøge ved emnet.
Ud fra arbejdet med emnet, skal eleven skrive en synopsis, som bliver grundlaget for en mundtlig eksamen.
I læreplanen kan man orientere sig i fagenes kernestof og faglige mål:
www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/fag-og-laereplaner/hf-laereplaner
Kilde: www.studienet.dk/guide-til-gymnasiet/de-store-opgaver/hf